SMADRET AF DESIGN – Ruined by Design

By 30. september 2019Brugervenlighed, Design, Etik, UX

En radikal afklapsning til digitale designere

Er der behov for etiske retningslinjer for digitale designere?
spørger Mike Monteiro i Ruined by Design.

Det tænker jeg, også er en dansk diskussion værd, og foreslog at oversætte bogen, så studerende såvel som professionelle i Danmark kan deltage i diskussionen.

“Nothing would make me happier… ” svarede Mike
umiddelbart efter, 3 July 2019

24. september, da bogen var oversat ønskede han alligevel ikke at få en udgivelse i Danmark.

Bogens aktualitet reduceres hver dag, men som historisk dokumentar vil den være væsentlig mange år frem.

[  Oversættelsen er derfor ikke på min blog, kun en ultra kort kapitel- og afsnitsoversigt ]

Oversættelsen ligger backed up i Skyen, hvis nu …

AFSNIT 1.0,  s.5-25

SMADRET AF DESIGN

Mike Montiero must read: Cover af Ruined by Design

Mike Monteiro Webstock ‘13:

Om hvordan designere har smadret verden og hvordan vi kan gøre det godt igen

AF MIKE MONTEIRO
Copyright © 2019 by Mike Monteiro
US udgave: ISBN 9781090532084

Oversættelse af Klaus Bjerager, August-September 2019
NB: Oversætters forslag til referencelink under billede!

Denne bog er dedikeret til Bahtiyar Duysak, som i 11 herlige minutter i 2017, deaktiverede Donald Trumps Twitter konto.

FORORD

Af Vivianne Castillo, Senior Design Researcher

I begyndelsen af forrige århundrede, vurderede en række amerikanske psykiatriske hospitaler patienters parathed til at vende tilbage til samfundet via en simpel test. Patienterne blev ført ind i et rum med en håndvask. Personalet satte en proppen i og åbnede derefter for vandet så det snart ville løbe over. Når vandet begyndte at plaske ned på gulvet, fik patienten en moppe, hvorefter personalet forlod rummet og låste døren. Hvis patienten lukkede for vandet, trak proppen op og moppede vandet op af gulvet, blev patienten vurderet parat til udskrivning og genindtrædelse i samfundet. Hvis patienten i stedet nytteløst forsøgte at tørre vandet op, uden at lukke for hanen eller trække proppen op, blev vedkommende anset for at være sindsyg og visiteret til fortsat indlæggelse, idet patienten ikke havde været i stand til at gennemskue årsagen til problemet.

Mange af jer i it-branchen mopper nytteløst op …

 

INTRODUKTION

Vi er bogstaveligt talt på røven. Vi er så meget på røven, at det måske allerede er for sent med denne bog. …

For et år siden, besluttede jeg at formulere et etisk regelsæt. Det er open-source. Brug det. Gør det bedre. Behandl det som et vitalt, levende dokument.

1:   En designer er først og fremmeste et menneske

2:   En designer er ansvarlig for sit arbejde

3:   En designer overvejer konsekvens før form

4:   En designer sælger ikke alene sin tid, men også sin ekspertise

5:   En designer er åben for kritik

6:   En designer stræber efter at kende sine brugere

7:   En designer skaber ikke sine løsninger baseret på undtagelser

8:   En designer er en del af et professionelt fællesskab

9:   En designer fejrer alsidighed og konkurrence

10: En designer afsætter tid til selvrefleksion

 

KAPITEL 1

Hvordan designere smadrede verden

AFSNIT  1.1, s.26-40

”Mine elskede, denne er en forfærdelig, grum og vred tid. Jeg flipper totalt ud. Hadet styrer samtalen. De fattige hæver stemmen mod hinanden. Men politik handler ikke om højre eller venstre. Det handler om op og ned. Om de få, der røvrender de mange.”

– Molly Ivins, redaktør, politisk kommentar, kompromisløs

”De betaler os en herregård. Ser frem til min årlige bonus på 100.000 dollars. Fuck etik. Penge er alt.”

– Anonym Facebook ansat der postede på Blind, medarbejder sladder site

PANISK TRAVLHED SMADRER TING

Den 15. marts 2019 åbnede en hvid højreradikal ild i to moskeer i Christchurch, New Zealand under aftenbønnen.

Han dræbte halvtreds personer. Han bar et kamera og live-streamede sin terrorhandling. Videoen gik viralt på en række forskellige platforme, på trods af offentlighedens indignation og krav om at de blev fjernet. Platformene gjorde præcist det, de var designede til: sprede, sensationalisere og generere trafik. Mens teams på alle de store platforme forsøgte at slette videoerne fra deres tjenester, gik det op for dem, hvor vanskeligt det er, at stoppe et system fra at udføre det, det er designet til. Alene på Facebook var de nødsaget til 1,5 millioner gange at fjerne videoer i de første 24 timer. Dette burde ikke komme som et chok. …

 

AFSNIT 1.2, s.41-52

AYN RAND VAR ET FJOLS

Lad os tale lidt om samkørsel.

På et overordnet plan, så handler samkørsel om, at folk, der har en bil og lidt ekstra tid, kan tilbyde en service til andre, der har behov for transport og er villig til at betale for det. På et overordnet plan, så handler det om at tage en underforbrugt ressource og udnytte den. Det er til begges fordel. Bilejeren får mulighed for at tjene lidt ekstra, og passageren kan få dækket et kørselsbehov. Det lyder umiddelbart som en god ide. Dertil kan samkørselsordninger føre til, at der bliver færre biler på vejene. Win-win? Den eneste udfordring er, hvordan de to parter kommer i kontakt med hinanden.

Det viste sig ikke at være så svært. I 2009 fandt Travis Kalanick på en måde så det kunne lade sig gøre. (Du er velkommen til at diskutere vigtigheden af hans rolle ved selve opfindelsen lige så meget du vil. Jeg er fuldstændig ligeglad. Det er ikke det vigtige ved problematikken og sandheden er, at fordi han var den, som påkaldte sig mest opmærksomhed, blev det også ham, som kom til at stå for skud.) Travis og hans lille team af hvide fyre – dette er en vigtig detalje, uddybning følger – udviklede en app, der kunne skabe forbindelse mellem chauffører og kunder. Appen var selvfølgelig, Uber.

På et overordnet plan var det fantastisk. …

 

AFSNIT 1.3, s.53-70

VW: FRA FORETRUKNE TIL FORDØMT

I september 2015 blev Volkswagen fanget i at have løjet om deres dieselbilers fortræffeligheder

Siden 2008 havde VW markedsført en bred vifte af personbiler på deres høje ydeevne, lave benzinforbrug og lave udledning af udstødningsgasser – så lave, at de imødekom de skrappeste miljøstandarder i verden og dermed var berettiget til ’grøn bil’ tilskud og skattefordele. Uheldigvis var disse biler ikke så grønne som påstået. For at fremstå med den lovede ydeevne og benzinøkonomi – forhold som bilister er meget opmærksomme på – selv om de reelt forurenede langt mere end Volkswagen havde hævdet, udtænkte Volkswagen en plan. De udviklede og installerede software i cirka elleve millioner biler, der manipulerede de registrerende udstødningstests. Programmet, som fik navnet defeat device (nederlags værktøjet) styrede motoren til at optimere alle udstødningskontrollerne så længe en udledningstest stod på. Det ville svare til, at et barn kun opførte sig dydigt, når det var under opsyn. Bilerne bestod alle test med bravour, kørte derefter ud på vejene og forurenede med ti til fyrre gange mere kvælstof end tilladt i henhold til USA’s udledningsregulativ.

Volkswagen udviklede et værktøj, som førte kunder, teststationer, og offentligheden i almindelighed bag lyset …

 

AFSNIT 1.4, s.71-86

ALLE DE HVIDE FYRE I LOKALET

Den 21.marts 2006 sendte Jack Dorsey verdens første tweet: ”gør min twttr konto klar.”

Den 22. juli 2018 tweetede Donald Trump:

”Til Irans præsident Rouhani: TRU ALDRIG DE FORENEDE AMERIKANSKE STATER IGEN ELLER I VIL LIDE UNDER KONSEKVENSER I ET OMFANG SOM KUN FÅ GENNEM TIDERNE HAR LIDT. VI ER IKKE LÆNGERE ET LAND SOM FINDER OS I JERES DEMENTE RETORIK OM VOLD & DØD. TRÆD VARSOMT!”

(Trumps brug af store bogstaver.)

I tidsrummet på tolv år mellem disse to tweets er der sket noget, som er værd at undersøge. Men lad os indledningsvis undersøge, hvad der gik forud for den allerførste tweet, fordi den lagde fundamentet til, det som fulgte.

TWITTER og mit design studio, Mule, lå oprindeligt over for hinanden på samme etage i et nedslidt hul af en bygning i San Fransiscos SOMA område. Vi var gode venner med det oprindelig team, som byggede platformen. Deres mål var at bygge en platform, som gjorde det enkelt for folk at kommunikere med hinanden. Det var anstændige fyre – og det var problemet.

Det var bare en flok fyre. Helt præcist, det var en flok hvide fyre. …

 

AFSNIT 2.1, s.87-102

Kapitel 2

Hvad kan vi gøre for at løse problemet

”Kan du se derovre, min ven Sancho, tredive eller fyrre velvoksne giganter? Jeg har til hensigt at slås med dem og slå dem ihjel.”

– Miguel de Cervantes, Don Quixote

VALG AF ARBEJDSPLADS

Kort efter præsidentvalget i 2016 deltog jeg i møder med tech personer, som ønskede at hjælpe non-profits.

Som så mange andre mennesker landet over, havde disse et ønske om at gøre en forskel. Det var helt igennem et prisværdigt initiativ. Jeg støtter de mennesker, som arrangerede det, de der deltog, men idet jeg om lidt kaster en spand vand i hovedet på dem alle, vil jeg undlade at nævne dem ved navn. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at alle havde de bedste intentioner – og det er helt sikker langt mere prisværdigt, end alle de, som aldrig kunne finde på at foretage sig en skid. Da folk gik rundt og netværkede og hilste på hinanden og fortalte, hvor de arbejdede, og hvorfor de var kommet, kunne jeg ikke undlade at bemærke en masse skyldfølelse. ”Jeg arbejder for Uber, så derfor giver det her rigtig god mening for mig.” Det var ikke sætninger fra mennesker, som havde planer om at lave yderligere godt arbejde, men sætninger fra folk, som skammede sig over det, de lavede som deres hovedbeskæftigelse.

Skåret ind til benet. …

 

AFSNIT 2.2, s.103-120

HVORDAN FORBEREDER VI OS PÅ SUCCES

LAD OS BESKÆFTIGE OS LIDT MED DR. FRANCIS OLDHAM KELSEY

Hun var ikke designer. Hun har farmakolog og læge. Du har sandsynligvis aldrig hørt om hende. Faktisk fandt jeg hende tilfældigt på en Facebook side med navnet Folk du burde kende, men ikke gør. Siden havde ret vedrørende begge ting. Dr. Kelsey blev ansat af U.S. Food and Drug Administration (FDA) i 1960. Hendes opgave var at teste nye typer medicin, inden kunne frigives på det amerikanske marked. Tillad mig lige at gå ud af en tangent, for at fortælle, at i 1960 var det sandsynligvis ikke nogen let opgave som kvinde at have ansvar, selv når man var Dr. Kelsey, der havde et pletfrit renomme opbygget gennem en succesrig karriere som både forsker og underviser ved University of Chicago of South Dakota. Under sin research i forbindelse at finde en behandling for malaria, opdagede Dr. Kelsey, at nogle typer medicin var i stand til at passere gennem moderkagen, et opdagelse, som senere skulle vise sig at blive rigtig vigtig for historien.

Hun besad de kompetencer som FDA krævede, så jeg tænker, at hun var igennem en grundig interviewproces. Hun mødte en lille håndfuld mennesker. De stillede hende spørgsmål. Nogle af dem relevante, nogle af dem helt sikkert irriterende. Der var sikkert en, som spurgte hende, hvem der nu passede hendes børn, når hun gjorde karriere. …

 

AFSNIT 2.3, s.121-139

MONSTRENE BEKÆMPER VI

Den 21.april 2018 gik en attenårig kvinde til sin high schools afslutningsfest i Salt Lake City, Utah.

Der er med fuldt overlæg, at jeg ikke nævner hendes navn, hvilket snart vil være forståeligt. Denne beretning består både af noget, man kunne forudsige, og noget man kunne forvente. Lad os begynde med det, vi kunne forvente. Hun var hvid, og hvis du bare ved en lille smule om Salt Lake City, så er det helt forventeligt. Hun iførte sig en kjole, hun havde købt i den lokale genbrugsbutik. Ligesom 99 % af de, der går til deresa high shools afslutningsfest, så postede hun fotos af sig selv og hendes venner på de sociale medier, hvilket er hvad, de sociale medier er designet det til. Helt forventeligt.

Hun foretog sig også en anden forventelig ting, hvilket nogle af jer måske vil være uenige med mig om, det nu også var forventeligt. Kjolen hun havde købt i genbrugsbutikken og havde på til afslutningsfesten, og som hun postede fotos af, var en traditionel kinesisk qipao kjole. Upassende kulturel adaption! Det må man sige. Dårlig smag! Uden tvivl. Så hvorfor inkluderer jeg det blandt det forventelige. …

 

AFSNIT 2.4, s.140-153

KUNSTEN AT OVERBEVISE

Det er en pixel.

.

Eller snarere en tilnærmelse for en trykt pixel. Men du forstår, hvad jeg mener. Den er lille. Faktisk så lille, at jeg har mine tvivl om, hvorvidt den kan trykkes ordentligt. Så herunder har vi en mere, bare for en sikkerheds skyld.

.

En pixel. Det er den mindste enhed vi arbejder med, når vi designer. Så idiotisk undseelig, at det er næsten ingenting. Alligevel går designere så meget op i den, at de kalder sig pixelpushere. Vi flytter pixels. Vi farvelægger pixels. Vi animere pixels. Vi giver pixlels mening. Vi tæller, hvor mange pixels man kan se på en skærm. Vi er besat af at mestre det mindst mulige, vi kan arbejde med. Men det værste er, at vi tror – når vi står overfor et problem – at det første vi skal gribe til er, at omarrangere pixels. Hvor trist det end måtte forekomme for mange af os, så slutter arbejdet præcis, hvor det begyndte – med at tilegne sig ekspertise om den mindste enhed indenfor design. At skubbe en pixel, er den mindste opgave, man som designer kan udføre.

 

AFSNIT 2.5, s.153-166

HVORNÅR ER DET TID AT SIGE FRA

Den 3. september 2018 udgave Georgia Wells og Kristen Grind en artikel i The Wall Street Journal under titlen ”Twitter’s Long, Slow Struggle to Police Bad Actors.”

Artiklen kunne læses få dage før Twitter CEO Jack Dorsey var indkaldt til at møde foran Kongressen vedrørende mistænkeligt politisk indhold, persondata og almindelig upassende forretningsskik. (Ironien var ikke til at overse.) I henhold til artiklen, og som oplyst til artiklens forfattere af medlemmer af Twitters ledelse, ”Twitter agerer på dets brugere rapporter om datamisbrug, og følger en principbaseret reguleringspolitik, således, at beslutninger ikke træffes af et enkelt individ.

Når brugere bliver flagged (indrapporteret), sendes indberetningen i teorien til et team, som herefter træffer afgørelse om, hvorvidt indholdet og/eller brugeren skal have sparket. Men her foergår noget interessant. Ifølge artiklen, og med baggrund i interne kilder, så vetoer Jack Dorsey ofte teamets afgørelser og jeg citerer:

”I sidste måned, efter Twitters kontroversielle beslutning om fortsat at tillade den højreradikale konspirationsterrorist Alex Jones at forblive på platformen, havde Jack Dorsey fortalt en medarbejder, at han personligt havde omgjort teamets beslutning om at sparke Mr. Jones ud, i henhold til en person, som var bekendt med situationen.”

For at være fair, så blev Alex Jones i sidste ende smidt ud af Twitter kort efter førnævnte Kongreshøring. …

 

AFSNIT 3.1, s.167-179

Kapitel 3

DU KAN IKKE KLARE DET ALENE

Hold fast, udkæmp ikke din krig alene
Hadet findes overalt, du behøver ikke kæmpe alene
Vi vil vinde kampen
Lad alle sjæle fyldes af mod

– Janelle Monéa

 

DU KAN IKKE KLARE DET ALENE

Jeg lovede dig en bog fuld af håb, og det mente jeg. Når det er sagt, så må jeg nu fortælle dig, at hvis du havde håbet på en løsning til det nuværende kaos i tech- og designverdenen i sidste kapitel, så bliver du skuffet. Jeg har ikke løsningen. Hvis en hvilken som helst hvid fyr fortalte dig, at han havde løsningen, så ville jeg råde dig til, at jeg løbe så hurtigt jeg kunne i den modsatte retning. Men der er en ting jeg ved: som enmandshær har vi ikke en chance. Jeg kan ikke løse problemet. Det kan du heller ikke. Hvis vi går sammen, så har vi en chance. Hvis vi velovervejet afklarer, hvem dette ”vi” omfatter, så har vi måske en chance, hvis vi anstrenger os til yderste.

Vi bør opfatte os selv som værende ansvarlige for vores handlinger. Vi bliver nødsaget til at stille os selv til ansvar for vore handlinger, og lige så vigtigt, vores inaktivitet. Vil bliver nødsaget til at kræve at vores branche vil stå til ansvar for at arbejde ansvarligt. Vi kan og skal levere argumenterne. Vi kan og skal overtale. Vi kan og bør kæmpe for det rette. Vi kan og bør forsøge at få indflydelse, uddanne og formidle. Og skulle disse anstrengelser ikke være nok …

 

ARGUMENTER FOR SOCIALE FÆLLESSKABER

For et par dage siden holdt jeg et foredrag på Facebooks campus. Campus er faktisk det vigtigste ord i den sætning.

Virksomheder har ikke længere kontorer. De har campusser. Det er ikke tilfældigt. Sidste gang jeg trådte min sko på en campus, gik jeg på college. Jeg er fyldt med glade minder fra den campus. Jeg voksede op der. Jeg mødte mine venner der. Jeg spiste der. Jeg hørte bands der. Jeg blev forelsket der. Jeg fik knust mit hjerte der og vice versa. Jeg arbejdede der. Jeg købte ind i butikken. Det lykkedes mig endog at deltage i en del undervisning der. Det første år af mit college liv boede jeg der. I resten af min college tid, var campus centrum i mit univers, mit fællesskab. For de mennesker, som går på college, så er det det første sociale fællesskab vi oplever, uden for det fællesskab vi voksede op i. Det er vores første sociale fællesskab, som såkaldte voksne, hvor vi har en større grad af magt og indflydelse.

”Vi er kodet til at indgå i sociale fællesskaber. Vi har altid organiseret os i fællesskaber ud fra nødvendigheden af at være mange for at kunne jage eller samle føde,” siger Dan Sinker. …

 

AFSNIT 3.2, s.180-191

ARGUMENTER FOR FAGLIGE FÆLLESSKABER

En af de første ting jeg gjorde, da jeg havde modtaget mit første rigtige designhonorar, var at blive medlem af American Institute of Graphic Arts, AIGA.

 

(For de af jer, som bor uden for USA, så har dit land sandsynligvis sin egen organisation. For eksempel hedder det AGDA i Australien.) At melde sig ind føltes som noget helt specielt, det var en markering af en beslutning om, at jeg mente det alvorligt med dette at designe, og jeg var villig til at bruge en del af min indtægt på en faglig organisation. Som studerende blev vi opfordret til at se det som et mål, at kvalificere til at blive medlemmer af et fagfællesskab som AIGA. Alle vore undervisere var medlemmer. De afdøde designere, som vi alle sammen så op til, havde været medlemmer. De nulevende designere, som vi så op til, var alle medlemmer. Jeg så frem til selv at blive medlem. Det er menneskeligt, at hige efter at dele et fællesskab med de, som er som dig, og jeg havde fået at vide, at disse folk var min stamme. På det tidspunkt, var AIGA den førende faglige organisation for designere. Nogle mener fortsat, at det er det. Jeg er ikke en af dem.

Efter jeg havde meldt mig ind, ventede jeg ved postkassen, og jeg blev ikke skuffet …

 

AFSNIT 3.3, s.191-206

HVORFOR AUTORISATION OG REGULERING

 

Kort efter min attenårs fødselsdag, fik jeg mit kørekort.

For at jeg kunne få det, skulle jeg bestå to prøver: en skriftlig prøve og en praktisk prøve. Teori og praksis. Det var nødvendigt at studere til begge prøver. Dette var før internettet, så min far og jeg drog af sted til motorkontoret for at få en midlertidig voksen-med-ung-fører tilladelse og den skriftlige kørerprøveguide. (For god ordens skyld, det er den eneste gang jeg har været på motorkontoret, hvor jeg dengang tænkte, ”Jeg kan ikke vente, til jeg skal tilbage og tage køreprøven!”) De næste måneder, brugte jeg mine aftener på at studere køreprøveguiden og forsøgte at lære færdselsreglerne, hvad vejskiltene betød, og hvordan jeg skulle forholde mig til medtrafikanter, jeg skulle dele vejen med. Det var den letteste del. I weekenderne kørte min far mig til en stor tom parkeringsplads, hvor vi øvede parkering, tre-punkts vendinger, anvendelse af afvisningsblink, bremsning, og så øvrigt forsøgte at undgå at slå hinanden ihjel. …

 

AFSNIT 3.4, s.207-213

KONKLUSION

I sin bog, Read & Riot, skriver Nadya Tolokonnikova fra Pussy Riot:

Det, der reelt blev smadret den 8. november 2016, var den sociale kontrakt, det paradigme som hævder, at det er muligt at leve et liv i fred og ro uden at blive besmudset af politik.

Den sociale kontrakt blev smadret, delvist på grund af brug af de værktøjer som du og jeg udviklede med vore egne hænder. Så at mene, at designere ikke har noget at gøre i politik, er ikke bare naivt, det er revisionistisk. Vi var politiske, da vi udviklede de værktøjer. Det er irrelevant om vi gjorde det med vilje eller på baggrund af uvidenhed. Vi gjorde det. Enhver derude, som fortæller jer, at I designere skal styre uden om politik, er et fjols. Det, vi står med nu, er en boomerang, som er vendt hjem, så det mindste vi kan gøre er at rydde op efter os. Men vi skylder samfundet mere end det. Vi skylder samfundet at rette op på fejlene. …

 

YDERLIGERE LÆSNING

Denne bog står på skuldrene af mange andre bøger, bøger som har hjulpet mig med at forstå design, etik, den sfære vi arbejder i, vores indbyrdes relationer, og om hvordan man kan være et bedre menneske. Jeg opremser dem her, ikke alene for at vedkende mig min intellektuelle gæld til dem, der skrev bøgerne, men også for at inspirere jer til at fordybe jer.

Design For the Real World, Victor Papanek, 1971
Dette er den bedste designbog, du nogen sinde kommer til at læse. Victor gennemskuede alt dette, før enhver anden. Da bogen blev udgivet i 1971, fik den prædikatet ”radikal” og det var i de positive anmeldelser. Jeg vil kalde den for uundværlig. Kan ofte købes brugt. Hvert tiende år, sådan cirka, er der en eller anden, som udgiver et nyt oplag.

Brotopia: Breaking Up the Boys’ Club of Silicon Valley, Emily Chang, 2018
Lidt ligesom Hollywood Babylon i Silicon Valley. Hvis du synes, at denne bog er fyldt med gyser historier, så læs Brotopia. Emily Chang har samlet alle opskrifterne.

Broad Band: The Untold Story of the Women Who Made the Internet, Clair L. Evans, 2018
Hvis du synes, at mænd i tech er forfærdelige nu (det gør jeg) så vent indtil du har læst om alt det lort, de foretog sig for at få kvinderne til at forsvinde fra området, som kvinderne faktisk dominerede i begyndelsen.

So You Wanne Talk About Race, Ijeoma Oluo, 2018
Da jeg begyndte med at læse Ijeoma Oluos bog, blev jeg ved med at tænke, ”Ah, men det her handler ikke om mig.” indtil halvvejs gennem bogen, hvor jeg begyndte at sige ”Gud i himmelen, det handler 100 om mig.” Det er en udfordrende, men væsentlig bog.

Read & Riot: A Pussy Riot Guide to Activism, Nadya Tolokonnikova, 2018
Jeg var en gang så heldig at tale ved den samme konference som Nadya Tolokonnikova. Hun talte om fængselsreformer. Det var brutalt. Det var bevægende. Det kom fra hjertet, og det var begavet. Mest af alt, mindede det mig om at være ung med lyst til at sprænge staten i luften, og om, at det måske ikke havde været så dårlig en ide, når det kom til stykket.

The Color of Law: A Forgotten History of How Our Government Segregated America, Richard Rothstein, 2017
USA er designet racistisk, og denne bog leverer grundtegningen. Alt fra nedrivning af ikke-raceopdelte kvarterer i fyrrerne, til at bygge raceopdelte forstæder, til racemæssige screening ved kreditforeningslåns vurdering, til manipulering af valgdistriktsinddelinger – alt er resultatet af design. USA faldt ikke fra hinanden. USA blev smadret af design.

Twittter and Tear Gas: The Power and Fragility of Networked Protest , Zeynep Tukecki, 2017
Om hvordan moderne bevægelser har anvendt de sociale netværk til at kommunikere med hinanden og resten af verden, og om, hvordan de sociale netværk løftede og svigtede disse bevægelser.

The Jungle, Upton Sinclair, 1906
The Jungle afslørede de rystende arbejderforhold i kødbranchen. Sinclairs fortælling om selvdøde, rådne eller smittebærende kadavere chokerede offentligheden og førte til føderal fødevare lovgivning.” Samme skodhistorie. Anden industri.

 

TAK

Tak til alle jer derude, som organiserer, marcherer, laver lister, laver skilte, skriver slagsange og kæmper for almindelig menneskelig anstændighed. I er hjælpere. Og i bliver set.

Tak til enhver, som på et eller andet tidspunkt har bedt en chef om at gå ad helvede til.

Tak til enhver, som på et eller andet tidspunkt har fortalt en kollega om at holde kæft og sætte sig ned.

Tak til alle de unge, som forsøger at skabe orden i verden, igen.

Tak til alle undervisere, som møder på arbejde hver dag for at passe deres arbejde, og til de studerende, som presser dem til at yde deres bedste. …

 

OM FORFATTEREN

Mike Monteiro bor med sin familie i San Francisco. Han lever i konstant frygt for at blive smidt ud af sit hjem, så det kan blive lejet ud til en eller anden tech fætter til fire gange så høj en leje.

I sidste uge fortalte hans kone, Erika Hall ham, at var der en ting, som han ikke var, så var det kynisk …

30. august til 30. september 2019© Klaus Bjerager

 

www.klausbjerager.dk

Leave a Reply